Tilsynsrapport 2009 ~ 2010
Tilsynsrapport 2009/2010 (PDF)
Tilsynsrapport 2008 ~ 2009
Tilsynsrapport for Arrild Privatskole for skoleåret 2008/2009
I indeværende skoleår har jeg besøgt skolen jævnt fordelt over året.
Inden besøgene har jeg fået tilsendt årsplaner for skolens undervisning, og disse planer og undervisningstilbud og undervisningsmaterialer står mål med, hvad der i almindelighed kræves af Folkeskolen.
Jeg skal overvære undervisningen i fagene dansk, matematik, engelsk og tysk. I nogle timer skete der mange spændende ting, en interessant indlæring, og eleverne gik til sagen med energi og stor interesse. Det var dejligt at se og høre.
Det er mit indtryk at skolens elevsammensætning afspejler samfundet som helhed, og at der lægges vægt på at løse problemerne, når de opstår. Eleverne virker generelt glade for at gå i skole.
Skolen er i øjeblikket i en vanskelig fase, der skal ansættes en ny inspektør, og der mangler lærerkræfter, men man arbejder ihærdigt på at få løst problemerne, så hurtigt som det kan lade sig gøre.
Det er vigtigt for både skolen som helhed og for den enkelte lærer at opstille visioner og mål, for til stadighed at udfordres til at yde sit bedste, men det er også vigtigt ærligt at kunne konfrontere realiteterne.
Dagligdagen på skolen virker tryg og varm og medvirker til at give elever et godt forhold til hinanden imellem.
Hønning den 19. marts.
Birgit Henningsen
Tilsynsrapport 2007 ~ 2008
Jeg har atter i år aflagt flere tilsynsbesøg på Arrild Privatskole.
Efter sommerferien fik jeg tilsendt oplysninger om læseplaner, timefordeling, klasseskemaer og undervisningstilbud, samt oversigt over skolens aktiviteter for det kommende år. Ud fra min vurdering lever det op til, hvad der i almindelighed kræves i folkeskolen.
Jeg har besøgt alle klasser i hovedfagene, og jeg har så vidt, det har været mig muligt deltaget i de forskellige aktiviteter, der er foregået på skolen. I næsten alle tilfælde fremstod undervisningen som både veltilrettelagt og gennemført på en kompetent måde.
Jeg har det indtryk, at skolen ser det som sit fornemste mål, at være i stand til at rumme både velfungerende elever, og elever med særlige behov. Det er en hårfin balancegang mellem det at rumme, og samtidigt give alle elever de nødvendige ressourcer og udfordringer. På klassetrin hvor der er 2 klassetrin samlet kræver det meget af den enkelte lærer, med hensyn til forberedelse og til at tilgodese den enkelte elevs behov, Det synes jeg skolen og lærerne løser på en god måde.
Jeg har bemærket, at der i året løb har været problemer med elever, der ikke kan indordne sig under skolens normale forhold, det er skolen meget bevidst om og gør en stor indsats for at løse dette.
Jeg har ud fra samtaler med skolelederen og lærerne fået det bedste indtryk af skolen. Jeg synes at man på bedste vis prøver, at gøre skolen til en positiv oplevelse for leverne.
I det hele taget hersker der en god og positiv stemning her, en venlig og rar omgangstone elever og lærer imellem og man får det indtryk at det er et godt sted at være.
Tilsynsrapport 2006 ~ 2007
Så er der atter gået 1 år, og det er blevet tid til at aflægge tilsynsrapport.
Jeg har igen i år fået tilsendt skolens årsplaner til gennemsyn og fundet dem fuldt på højde med folkeskolens krav.
Skolens kontakt til mig sker via mails og andre former for skriftlige meddelelser. Det er jeg glad for, fordi det altid giver mig oplysninger om, hvad der foregår.
Ved mine besøg på skolen, som altid er uanmeldte, har jeg god lejlighed til at overvære undervisningen på de forskellige klassetrin. Det giver mig også mulighed for at tale med den enkelte lærer, med ledelsen og derved kommentere undervisningen og samtidig opnå et godt samarbejde.
Jeg kommer på alle klassetrin, og jeg taler også med eleverne. Mit indtryk er, at der er et godt arbejdsklima, og en undervisning på et fagligt godt niveau. Undervisningen er meget inspirerende, hvilket kan ses af elevernes engagement. Der arbejdes med mange nye spændende tiltag, hvilket på mange måder skaber selvstændige og modne elever.
En ting, som jeg med glæde har bemærket, er at der tages hånd om de svage elever og derved giver dem en chance for at følge med. Man opdrages også til at vise hensyntagen til hinanden, og at der gribes ind over for mobning. Man giver derved eleverne mulighed for at udvise social forståelse.
Skolens undervisning ligger på niveau med folkeskolens. Der gives gode tilbud som er ret alsidige forhold elever og lærere er åbent og godt. Glade og trygge elever giver også en god indlæring.
Det engagement som ledelsen og lærerne udviser smitter af på eleverne. Der hersker en myndig omgangstone
Den stigende elevtilgang viser at skolen lever op til de krav som forældre må forvente af en god skole.
Til slut vil jeg sige tak for et godt samarbejde både til ledelsen, lærerne og eleverne.
